lamaen linus
Har du fulgt med på min facebook, husker du måske at jeg for længe længe siden hæklede lamaen Linus, som hurtigt forelskede sig i sin lama-dame Laila, og sammen fik de to små puttenuttede lama-babyer ❤️ de er så søde, og nemme at hækle, og måske husker du også at jeg, dengang – for længe længe læææængeee siden lovede at der ville komme en opskrift på disse skøn-herligheder….
jeg havde ikke glemt det… ret meget – okaj lidt måske, men nu – tadadaaa, nu er den her, opskriften altså, og så er den tilmed gratis 🙂
så klik HER og rigtig god fornøjelse
hyggelige hæklehilsner
Fru Ø ❤️
Ella Attenben
Således de damer og herrer – hermed endnu en gratis opskrift fra min hånd 🙂
Reglerne er jo som altid, hækl så mange du orker og gider og sælg alle dem du kan, opskriften må ikke sælges… men må naturligvis deles til højre og venstre, så længe der lige linkes til mig 🙂
Hyggelige hæklehilsner
Fru Ø.
sommersløv
Ja, det har jeg været, i hvert fald når det kommer til at få hæklet, lavet opskrifter og skrevet herinde, har til gengæld megahygge med mand og børn, og nu er der kun en lille uge tilbage før dagligdagen for alvor rammer – og jeg så kommer rigtigt igang igen 🙂
Og så alligevel – når jeg lige kigger igennem mine billeder fra denne sommer – har der jo været mange kreative stunder 😉
her kommer et lille udvalg….
Fx denne nemme, sjove ide hvor vi brugte timer på at puste og se hvem af os der kunne lave den længste skum-slange <3
Eller vores vand-blob, lavet ud af to gennemsigtige plasticsække, et strygejern, vand og lidt frugtfave.
Den var de også vældig begejstrede for 🙂
Og ja, har faktisk også fået hæklet lidt bla. en lille kant på en ellers kedelig top – og to nederdele til fruen selv 😀
En lille taske/penalhus
En lille minion – som virkelig gav mig grå hår 😉 men den blev da færdig.
Så ja alt i alt, har jeg da lavet lidt 🙂
Og seneste skud på hæklefronten er denne….
Egen opskrift, som du finder lige HER
Rigtig god fornøjelse – og nyd nu resten af sommeren – dét vil jeg i hvert fald gøre 🙂
Hyggelige sommer-hæklehilsner
Fru Ø. <3
Sjov i badet
Ind i mellem kan det være svært at lokke de små poder i bad, vi har i hvert fald haft perioder hvor bumlebarnet bestemt ikke syntes det var noget som han gad at bruge tid på, og så kan der nemt opstå konflikter.
Det er heldigvis ikke et problem lige for tiden, han elsker at komme i bad, og i går fik jeg lige en lys idé, som gjorde det lidt sjovere, så tænkte at andre måske også kunne få fornøjelse af ideen 🙂
det kræver ikke det store, blot noget mosgummi, (jeg købte mit på E-bay ) og en saks…
ja også selvfølgelig et bad og et barn 😉
Så skal der klippes, og her er det egentlig kun fantasien der sætter grænser, man kunne jo fx klippe skibe, fisk, søstjerner og lign. 🙂
Jeg klippede forskellige former ud 🙂
Og nu i bad med barnet….. det smarte er så, at når der så kommer vand på mosgummiet, ja så ´klistrer´ det til væggene…
bumlebarnet hyggede sig i hvert fald vældig med at klistre op og pille ned, lave huse og lange rækker, tælle og plaske, og det endte med at jeg måtte sætte æggeuret til at ringe, ellers havde jeg vist aldrig fået ham op og i seng <3
Nårh ja og det første han så spurgte om da han vågnede her til morgen var… “må jeg godt komme i bad nu??”
Dét havde jeg så ikke lige planer om, så i stedet for fik han en ren pensel og en smule vand og bummelum, så fik han lige en time til at gå med at klistre sine figurer på vinduet i stuen 🙂 Smart
og ja, der blev lidt vådt på gulvet og ja jeg skal efterfølgende ha pudset vinduet, men altså… Han hyggede sig for vildt, rengøringen tager vi senere (eller imorgen 😉 )
rigtig god dag derude
travlt
Uh har haft noget så travlt de sidste par uger, og endelig er jeg færdig med den sidste af mine købeopskrifter i denne omgang, nemlig Egon Bumlebi, han skal bare lige testes, så er han klar til at blive frigivet sammen med de Kantede Katte og de Geometriske Grise 🙂
Det har krævet temmelig mange timer ved computeren, og har slet ikke fået hverken hæklet eller blogget så meget som jeg gerne ville, så idag trængte jeg bare til et nemt lille hurtigt projekt, og det blev så til denne lille KugleKat <3
opskriften kan findes HER
Sommer – sommer og sol……
Uh det er båre dæjlig 🙂
Dejligt med noget sol og sommer, bare ben og lange dage og aftener i haven… dét kan vi li´ 🙂
Eneste ulempe ved det skønne vejr er at jeg ikke får hæklet så meget, men pyt, det er bare med at nyde solen, nu den endelig er kommet.. 😉
men klik nu her, en lækker sommerhækletop, sådan en må jeg da bare eje 😀
Nå, jeg vil i haven 😉
Knusssss og hyggelige sommerhæklehilsner <3
Og grisen havde krølle på halen…
Wee, så blev jeg endelig færdig med opskriften på de Geometriske Grise 🙂
Håber i vil tage godt imod dem, er selv meget glad for dem og syntes de er blevet så søde, med deres krølle på halen, tykke maver og nuttede navle <3<3
Opskriften på både grise og katte kan købes på Ravelry.com
CupCakes der ikke feder
JA TAK 😉 og så endda Gratis— altså opskriften ikke kagen 😉
Skal have datteren min med til Byfest-bingobanko i aften, det er altså bare SÅ hyggeligt <3
så jeg tænkte jeg måtte hellere få lavet en bette pung som hun kan have sine banko-mønter i (eller hva de nu hedder 😉 )
Det blev til denne fine CupCake, supersød og virkelig nem og hurtig, tog mig max en time, og det incl. at tage billeder og skrive opskriften ned undervejs 😀
Opskriften finder du lige —-> HER
hyggelige hæklehilsner Fru Ø <3
Kantede Katte
Så… nu skulle det virke, jeg tror på det…
Jeg har brugt en masse tid ved computeren den sidste uges tid, og eder og forbandelser har fløjet gennem huset, jeg er og bliver altså bare ikke teknisk, men nu skulle det altså virke (ellers blir jeg altså skrap)
Har gennem tiden ofte lavet egne hækleopskrifter, både på bestilling og bare for sjov, men nu har jeg for første gang lavet en og sat den til salg, det er dét der har drillet mig voldsomt, dét der med at få den sat til salg, men tror og håber på at det endelig er lykkedes mig… så here goes… klik på linket, så kommer du til ravelry.com hvor opskriften kan købes 🙂
Du kan også bare klikke herunder:
DE KANTEDE KATTE
Søde ikk´:o)
og opskriften er på både den store og den lille kat 🙂
Styr på bunken..
Typisk ikke – har faktisk gang i flere projekter, som ligger spredt ud over hele huset, og jeg burde jo faktisk bare hækle videre på et af de projekter… Men så får jeg en pludselig trang til at hækle noget hvor jeg hurtigt kan sidde med et færdigt produkt… Kender i det??
Sådan har jeg det i hvert fald ind i mellem 😃 og så er en kurv i spaghetti-garn et oplagt valg, i løbet af en aften kan man snildt få lavet et par små kurve til opbevaring af fx.. Garn 😀
Disse to lavede jeg en formiddag i sidste uge, der gik en rulle spaghetti til de to kurve og opskriften er nem
– 2 FM i hver =12
– 1 FM i næste + 2 FM i næste – gentag rundt = 18
– 2 FM + 2 FM i næste – gentag rundt = 24
og sådan fortsættes udtagningen indtil bunden har den ønskede størrelse, så hækles en omgang med FM i bagerste maskeled, og derefter hækles bare rundt og rundt til kurven har ønsket højde og der afsluttes med en kædemaske og enden hæftes.
hvis du ønsker hanke, som på den lille af kurvene, finder du det/de steder hvor hanken skal være og hækler en række luftmasker i den længde som du ønsker håndtaget, min har 6 LM, spring over tilsvarende (6) antal FM og hækl videre rundt til der hvor det andet håndtag skal være, lav igen 6 LM
, spring over 6 masker og hækl videre, på næste omgang hækles blot 6 FM omkring luftmaskerrækken ved begge håndtag.. Luk med en KM, klip og hæft enden…
Easy-Peasy 👍🏻
Nå, men her til aften sad jeg med trangen igen, den der med hurtigt at have et færdigt projekt i hænderne, omtrent samtidig faldt mit blik på ‘bunken’ …
du ved den der bunke som, uanset hvor tit man rydder op i den, igen og igen dukker op i hjørnet af køkkenbordet… Kender i den?? Please sig at det ikke kun er et fænomen der forekommer her på matriklen… Nå, men herhjemme ser den pt sådan her ud…
Så jeg besluttede at lave en firkantet kurv til bunken 😀
og her er der sjældent langt fra tanke til handling
Frem med garn og hæklepind nr 10… Sæt igang –
Og efter en times tid…. Voilá – færdig
Flyt bunken (den der på køkkenbordet) over i kurven og….
TADAAA…. Rod med stil… Nårh ja, også er den hurtig at smide ned i en skuffe når der kommer gæster 😜
og opskriften finder du lige HER